Tuesday, July 15, 2008

Hvedegoop fra Three Floyds & Mikkeller


Jeg elsker mit job. Men selv om jobbet som ølanmelder og webmaster på kihoskh.dk nok er det sjoveste jeg kan foretage mig med tøj på, betyder det ikke, at alle dage er lige sjove. Der er dage hvor kulsyren slår mig ud, der er dage hvor alkoholen slår mig ud, der er dage hvor jeg slår mig selv ud og der er dage hvor andre burde have slået mig ud. Men som regel, i det store hele og det lange løb kan jeg uden tøven sige: jeg elsker mit job.
Men i dag elsker jeg det særligt meget. I dag er der nemlig sket det, at Hvedegoope fra Mikkeller & Three Floyds er ankommet til KIHOSKH. Den står nu på ærespladsen, i øjnehøjde, lige inde for døren. Den ser fantastisk godt ud, faktisk ser den bedre ud end forventet, og forventningerne har ellers været høje.

Hvedegoope er en såkaldt Wheat Wine, frit oversat til hvede-vin. Med en alkoholprocent på 10,4 %, og hvedemalt i brygget er det jo et nærliggende navn. Hvis du ikke har høre om Wheatwine før, så er der ikke noget at sige til det. Det er stort set kun amerikanerne der brygger den, og de fleste steder beskrives den som en Barley Wineagtig ale, med helt op til 50% hvedemalt. Her ses en liste over forskellige Wheatwine på ratingsiden BeerAdvocate.com.

Mikkeller er kendt af alle der fra tid til anden kommer forbi denne side. Og det er altså ikke uden grund at vi tildeler Mikkeller suverænt mest spalteplads her på kihoskh.dk. Mikkeller tilhører den absolutte elite, på ikke bare den danske, men også på den internationale ølscene.

Skulle man lave en top 5 over de mest interessante, eksperimenterende og innovative amerikanske bryggerier, så ville Three Floyds med sikkerhed være at finde på den liste. Så I kan nok regne ud at når nomaden Mikkeller tager damperen over Atlanten for at brygge en Wheatwine med et af de vildeste amerikanske bryggerier, så er der ikke et eneste øje tørt i denne ølskribents hjem. Og noget tyder på at jeg bestemt ikke er den eneste der har det på den måde.

Da Hvedegoop bliver sat til salg i USA, skete det fra Three Floyds Brew Pub. Der mødte uendeligt mange amerikanske ølnørder op, og selv om bryggeriet kun ville sælge to Hvedegoop per person, så tog det alligevelk kun tre timer, så måtte de melde alt udsolgt.
Resultatet af den enorme efterspørgelse og det relativt lille udbud blev, at man kort tid efter ser Hvedegoop dukke op på auktionssiden e-Bay.com til 500$ stykket. Den aftale Mikkeller havde indgået med Three Floyds var, at Mikkeller tog sin andel af brygget med hjem til Danmark. Det er denne andel af dette ekstremt efterspurgte Wheatwine der nu er havnet på hylderne i KIHOSKH.

Du skal dog slippe meget billigere end de stakkels amerikanere der må betale 500$ for en Hvedegoop. Med 145 gode danske stærkt beskattede kroner på lommen, kan du erhverve dit helt eget eksemplar, i din helt egen KIHOSKH. Tro mig – du har aldrig nogensinde før smagt noget, der bare minder lidt om Hvedegoop.

Hvedegoop har den smukkeste rødlige farve, det fineste gullige skum og den mest fantastiske humlesmag. Hvedemalten er medvirkende til, at denne kraftkarl på mere end 10% alkohol fremstår utroligt let. Det er et rigtigt bællebæst.

Hvis jeg kun måtte drikke én eneste øl i mit liv, så skulle det være en Hvedegoop, hvis jeg kun måtte få én eneste tatovering, så skulle det være etiketten fra en Hvedegoop, hvis jeg kun måtte pege på én eneste øl som min yndlingsøl, så ville jeg vælge Hvedegoop.

Hvedegoop er en once in a lifetime oplevelse, som det hedder på dansk. Der er et ganske lille antal af dem i landet, og når de er væk, så er Hvedegoop væk og forsvundet for altid. Selv om Mikkel igen drog til Three Floyds i Hammond, Indiana, USA, så ville det ikke være muligt at genskabe dette bryg.

For under selve brygningen skete der nemlig et sammentræf af flere begivenheder der er umulige at gentage. Pludselig besatte djævlen Mikkel. Djævlen overtog simpelthen hans krop. Med alle de velkendte og sikre tegn på besættelse til følge. Røde øjne, horn i panden, tungetale, erigeret kønsorgan mm. Og i denne tilstand vendte han sig pludselig om, og smed det sidste glas Barrel Aged Dark Lord der findes i verden, direkte ned i brygkaret. Heldigvis blev sceneriet foreviget, billeder af den besatte brygger og af den rockertatovering der var udkast til Hvedegoops etikette, samt den endelige etikette i høj opløsning kan ses lige her, på Mikkels egen blog.

Etiketten er delt i en dansk og en amerikansk side. I den danske står der ’øl’ på det sted hvor der på den amerikanske side står ’ale’. På den danske side står der ’hvede’ mens der på den amerikanske står ’goop’ Grunden til at der står 76 på det amerikanske flag er en lille påmindelse om, at Thomas Jefferson den 4. juli 1776 erklærede USA for uafhængigt. Forklaringen på at der står 69 i Dannebrog ligger begravet i ruinerne på Jagtvej.

Jeg fandt denne video på youtube.com. Nogle freaks er til Dark Lord day på Three Floyds. En årligt tilbagevendende begivenhed hvor man står i kø i 100 år, for at få lov til at købe en kasse Dark Lord Imperial Stout. Men som noget særligt kunne de første heldige også få lov til at købe to Hvedegoop per mand. Selv om lyden er dårlig, så er det dog muligt at høre, og værd at bemærke, hvor hårdt det lyder når man siger Mikkeller på amerikansk.





Dette blogindlæg er oprindeligt publiceret på
Kihoskh.dk

Kihoskh.dk finder du en masse blogindlæg om øl, en konstant voksende øldatabase, et hav af ølanmeldelser og nogle af byens bedste øltilbud.

Kihoskh.dk

No comments:

The translator

Do you want to read my blog, but do not understand danish - this is your rescue ;)