Udgangspunktet for filosoffen Platons tænkning hviler på grundantagelsen: det gode er smukt, og det smukke er godt. Platon så altså en tæt sammenhæng mellem etik og æstetik. Sådan var det i de gode gamle dage, da Platon stod med sine filosofvenner og kiggede langt efter de unge olieindsmurte drenge på sportspladsen i Athen, og sådan er det den dag i dag, når grandvoksne mænd står og kigger langt efter det de nu kigger langt efter. Jeg tænker naturligvis hverken på hurtige biler eller smukke kvinder. Jeg tænker altid kun på øl. Det er de smukke øl der fanger vores opmærksomhed. Hvad der så betragtes som smukt er naturligvis forskelligt fra person til person, men at vi tiltrækkes af det smukke, står ikke til diskussion.
På billedet ses tre meget forskellige øl, de har dog det til fælles, at de er smukke. Og det ville sikkert fryde Platon at vide, at her 2500 år efter, og i dette konkrete tilfælde, er det smukke stadig det gode. Men ud over at være smukke og gode, så har de tre meget forskellige øl en sidste ting til fælles, de er nemlig alle tre sjældne. Og sjælden er tydeligvis det nye buzzword inden for øl.
Vi har i årevis set bryggerierne lave Seasonals, limit edition bryg, forskellige sæson- og engangsbryg osv. Og importørerne, de hunde, er vanen tro ikke sene til at lugte lunten. Så det øl de hiver hjem, er jo nærmest udsolgt før det kommer på hylderne. Og de er heller ikke sene til at fortælle os historier om hvor lille produktion et givent bryggeri har. Billeder af brykar der ikke meget større end et stort fingerbøl, er efterhånden hverdagskost på disse kanter.
Siden tidernes morgen, har sælger prøvet at bilde køber alt muligt ind. Det er der ikke noget nyt i. Alle mennesker bombarderes fra morgen til aften med reklameløgn og sælgerlatin, og det i en grad så den moderne forbruger efterhånden er blevet totalt resistente over for reklamestøj. Der er ingen normale mennesker der tror på at Ajax gør bare halvt så rent som tandpastasmilet på tv prøver at bilde dig ind. Alle ved deres fulde fem ved, at håret ikke kan optage vitaminer, men alligevel bliver Loreal ved med at sælge shampoo med pro vitamin B5 plus – plus party og rend mig i røven. Alle ved det er sælgersnak for døve øre. Jeg har personligt ikke troet på den slags siden jeg holdt op med at tro på julemanden. Men hvorfor er det så lige at tingene forholder sig markant anderledes når snakken falder på øl? Det har jeg spurgt mig selv om mange gange her på det sidste. For jeg er nemlig lige blevet gjort opmærksom på, at jeg æder alle de bryggerskrøner om super-mini-mikro- seasonal og limit edition brygs produktioner jer kommer i nærheden af. Hver en bliver ædt råt, og mange af dem ender her på bloggen.
Nu da jeg har indrømmet at jeg ikke går af vejen for en god bryggerskrøne, kan vi vist uden yderligere forsinkelser gå direkte til sagen. I forhold til billedet vil jeg i det følende bevæge mig fra venstre mod højre.
Den lille frække helt ude til venstre er det sidste nye skud på Mikkeller-stammen. Det er opfølgeren til den hæderkronede Geer Geek Breakfast. Men med denne opfølger, er vi kravlet længer op af dagen, længere op i alkohol og et meget længere frem på smagsskalaen. Det er naturligvis den længe ventede Beer Geek Brunch. Jeg blogger om den her, man kan se hvad de mener om den på RateBeer.com lige her. Dens fulde navn er: Beer Geek Brunch One-for-One. Til dem der tror at den har fået efternavnet One-for-One fordi den er hældt på små flasker, og det derfor er en enmandsøl må tro om igen. For os der æder bryggerskrøner til morgenmad vil vide, at One-for-One henviser til at dette er batch nummer 141. Hvis jeg til en forandring skulle fatte mig i korthed, og derfor kun måtte sige et eneste ord om denne smukke Imperial Stout, så ville jeg vælge ordet GOD.
I midten ses Rasputin fra De Molen. Jeg blogger om den her, og jeg kan glæde alle interesserede med, at Rasputin og andre lækkerier fra De Molen ankommer til KIHOSKH i skrivende stund. Meget mere om dem senere. Jeg indrømmer at mit sidste indlæg om Rasputin fra De Molen blev skrevet mens jeg drak en Rasputin fra De Molen. Det er en kraftig sag på 10,7 % alkohol, den kommer i en 75 cl. flaske, og det har unægtelig påvirket selve indlægget en smule. Det beklager jeg. Hvis jeg kun må bruge et eneste ord om Rasputin fra De Molen, så vil jeg underhenvisning til hvordan jeg havde det dagen efter jeg havde drukket en af slagsen, vælge ordet OND.
Yderst til højre finder vi den sidste af de tre smukke og sjældne. Det er det meget populære amerikanske bryggeri Three Floyds og vores egen Københavnerkæledække, nomade-bryggeren Mikkeller, der er gået sammen om at bryggen en Wheat Wine. Den har den smukkeste røde farve, en alkoholprocent på 10,4 og en etikette der meste af alt ligner en rockertatovering. Men det er en lumsk fætter. Den er brygget på hvedemalt, og det gør den let som en sommerkjole, og den er humlet og velafbalanceret på en måde, så man uvilkårligt kommer til at drikke den meget hurtigere end man burde. Bryggerskrønerne fortæller, at den er set handlet på amerikansk e-Bay til 500 dollars $$$. Med den sortbørspris, og med den rockertatovering af en etikette, med de vilde mængder humle og alkohol er denne ale kandidaten der kan bære tilnavnet den GRUSOMME.
De tre smukke blev på den måde til den gode, den onde og den grusomme. Som en satanisk treenighed. Som en spaghetti western på flaske. Det er det ypperste. Det er toppen af poppen, det er gourmet- og gudedrik. Og det er som gode gamle Platon ganske rigtig påpegede, det gode i det smukke, og det smukke i det gode – og i den onde og i den grusomme kan vi passende tilføje.
Dette blogindlæg er oprindeligt publiceret på kihoskh
På kihoskh
finder du en masse blogindlæg om øl, en konstant voksende øldatabase, et hav af ølanmeldelser og nogle af byens bedste øltilbud.
kihoskh
