Thursday, November 20, 2008

Xbeeriment


Jeg er ofte blevet kritiseret for at skrive om de samme bryggerier igen og igen. Det er måske sandt, og hvis det er, så er forklaringen følgende: Jeg har fra starten besluttet mig for, at hvis jeg virkelig ikke kunne finde noget pænt at sige om en øl eller et bryggeri, så vælger jeg at holde min kæft.
Ud fra det princip er der helt af sig selv sket det, at et bryggeri som Mikkeller er blevet nævnt et utal af gange, mens eksistensen af Kongens Bryghus fortsat vil blive forbigået i absolut tavshed. Sådan har det været i de halvanden år bloggen på KIHOSKH har været aktiv, og sådan vil det være fremover.

I dag kommer det til at handle om noget så sjældent som et helt nyt dansk bryggeri. Bryggeriet hedder Xbeeriment

Xbeeriment har tidligere brygget en Saison, men denne gang har de lavet en Quadrupel. Det lyder alt sammen meget belgisk, og det er lige hvad det er. Quadrupel er betegnelsen for en stærk, mørk belgisk øltype. Men Xbeeriment har ikke bare brygget en Quadrupel man lige så godt kunne have indkøbt fra Belgien - de har derimod brygge en Quadrupel med et tvist. Resultatet er en tør og fyldig og yderst vellykket vinterøl på 11% alkohol.

Hverken Saison eller Quadrupel hører til blandt de mest udbredte øltyper på det brede danske supermarkedssortiment. Og det er netop Xbeeriments lyst til at gå nye veje der er medvirkende til, at dette nye bryggeri har indtaget en ganske særlig plads i undertegnedes fedtede ølbog. Det - og så selvfølgelig det faktum, at Xbeerimentets øl er af sjælden høj kvalitet. Der er ikke antydning af ubalance, fejl eller andre ubehagelige overraskelser på spil her.

Spændende og nyskabende danskproducerede øl af høj kvalitet er desværre ikke hverdagskost, men når det en sjælden gang i mellem sker at et nyt og godt dansk bryggeri ser dagens lys, så vil vi godt være med til at slå et slag for dem her på KIHOSKH.
For en flad halvtredsser kan du hæve en Quadrupel fra Xbeeriment, lige nede i din helt egen KIHOSKH.
På billedet ses Thomas Hoelgaard, der driver og brygger Xbeeriment sammen med Anders Østergaard. Og i den brune T-shirt ses Jannik Sahlholdt, en mand der har drukket flere bajere end de fleste har spist ærter.



Dette blogindlæg er oprindeligt publiceret på
Kihoskh.dk

Kihoskh.dk finder du en masse blogindlæg om øl, en konstant voksende øldatabase, et hav af ølanmeldelser og nogle af byens bedste øltilbud.

Kihoskh.dk

The translator

Do you want to read my blog, but do not understand danish - this is your rescue ;)