Sunday, January 11, 2009

Det pusler i underskoven


Det pusler i underskoven. Og når jeg skriver underskoven, så mener jeg ikke mine fladlus, men vækstlaget i ølverdenen. Så skulle eventuelle misforståelser være ryddet af vejen.

Her på bloggen gider jeg ikke skrive noget dårligt om nogen. Så hvis et bryggerier brygger dårligt eller kedeligt øl, lader jeg bare være med at omtale det. Der er simpelthen så meget dårligt øl i verden, at hvis jeg skulle skrive et indlæg hver gang jeg stødte på en af dem, så ville jeg få alt for travlt. Meget af det dårlige øl, jeg som sagt ikke gider beskæftige mig med, kommer her fra Danmark. Og det er forklaringen på, at det er det er det samme danske bryggerier der bliver omtalt igen og igen her på denne blog.
Men kan det virkelig være rigtigt at vi her i denne gamle stolte bryggernation kun kan mønstre et par gode bryggerier? Spørgsmålet er naturligvis retorisk, og svaret er et rungende nej. Men det ser faktisk ikke så sort ud som man måske skulle tro. For som sagt indledningsvis, så pusler det i underskoven. I mens der er en masse mere eller mindre tvivlsomme bryggerier, der i disse krisetider må dreje nøglen, så sker der samtidig med det en masse spændende ting rundt om i landet. Der er nemlig vokset en ny vild og vanvittig generation af hjemmebryggere frem, og det er dem der pusler i underskoven.
Så den gamle forestilling om at hjemmebryggere, håndbryggere eller hvad vi nu skal kalde dem, er gamle mænd der er for nærige til at købe deres discountøl i Netto, er en sandhed med modifikationer. Der er faktisk flere af håndbryggere der brygger kompromisløst og grænsesøgende ekstremøl, fordi det er sådan de kan lid deres øl, og fordi der er meget langt mellem de bryggerier der laver den slags.
Og det er netop disse grænsesøgende, og til tider grænseløse, køkkenbryggerier der skal vise vejen. Det er dem vi har bug for. For helt ærligt, hvad fanden skal vi med endnu et bryggeri der har en middelmådig pilsner, en tam brown ale, en tynd IPA og en vandet porter på programmet? Den slags bryggerier har vi set nok af under de senere års opblomstring på den danske ølscene. Og det er netop den slags bryggerier der nu døjer med røde tal på bundlinjen. Og som en konsekvens af det, har mange af dem set sig nødsaget til at dreje nøglen og sige tak for en kort karriere, hvor de levede det tynde øl til det det økonomiske opsving.
Så selv om der er krise, så er det gode øl ikke i krise. Hold øje med underskoven, det er nemlig der, i vækstlaget, at der bliver brygget en masse spændende øl. Og det er der man kan være heldig at få et glimt af morgendagens Mikkeller.
Næste gang du er på Facebook kan du jo passende tjekke Miss Håndbryg ud. Det er et af de køkkenbryggerier jeg spår en lys fremtid. Klaus Bransmark, der er chefbrygger i det århusianske køkken hvor Miss Håndbryg bliver til, har ikke bare en virkelig god fornemmelse for brygningen, han er også vanvittig nok til at brygge øl, der på alle måder gør op med det kedelige, konventionelle og forudsigelige. Det er Miss Håndbryg, og en masse af hendes venner og veninder der pusler i før omtalte underskov. Og det er dem der med tiden skal gøre dansk øl meget mere spændende.


Dette blogindlæg er oprindeligt publiceret på
Kihoskh.dk

Kihoskh.dk finder du en masse blogindlæg om øl, en konstant voksende øldatabase, et hav af ølanmeldelser og nogle af byens bedste øltilbud.

Kihoskh.dk

No comments:

The translator

Do you want to read my blog, but do not understand danish - this is your rescue ;)