Tuesday, June 03, 2008
Januar-blues
Så er der igen kommet en ny øl fra et af KIHOSKHs yndlingsbryggerier, Mikkeller. Denne gang er der tale om en pale ale, og her er hvad Mikkel selv sagde om den, før den blev frigivet:
”Der vil i 2008 også komme en del nye øl fra Mikkeller. 1. januar udkommer en
amerikansk pale ale med navnet 'All Others Pale'. Navnet blev til ved en
konkurrence, hvor øldrikkere fra hele verden kunne komme med forslag til, hvad den nye øl fra Mikkeller skulle hedde.
Eben fra Minnesota i USA vandt konkurrencen blandt flere end 500 forskellige
forslag med begrundelsen: 'as in all others pale in comparison'. 'All Others
Pale' er en velhumlet ale på 6 % vol. med en let afbalanceret maltkrop. Med sin relativt lave alkoholprocent, bliver All Others Pale den letteste øl, i det efterhånden mangfoldige udvalg fra Mikkeller”.
Denne blogskribent er lige kommet hjem fra KIHOSKH med en All Others Pale fra Mikkeller under armen. Og jeg må indrømme, at mens jeg gik hen af den drivvåde og iskolde Sønder Boulevard tog mit sortsyn over. Alting blev vådt og koldt og bittert omkring mig, og kedelige tanker sloges om en fremtrædende plads i min trætte hjerne. The Januar-Blues var en realitet. Januar er den værste måned på året. Det er så koldt og mørkt som det overhovedet bliver på disse breddegrader. Julens overforbrug har drænet alle konti. Personligt vågner jeg hver eneste nat af onde drømme, der alle har min bankrådgiver i rollen som massemorder. Jeg plages af dårlig samvittighed, jeg lovede ham, at jeg ikke ville bruge mere end jeg tjente, et løfte jeg med al tydelighed ikke holder. Men det er ikke kun ham, jeg har svigtet, jeg har også svigtet mig selv. Alle de gyldne nytårsfortsætter om, at nu skulle jeg dyrke en masse motion, spise sundt, ringe til min gamle mor og alt det andet ser efterhånden ud til at lide samme skæbne, som de gjorde sidste år, nemlig at fortabe sig i forglemmelsens tåger i løbet af februar.
Og er der så noget at sige til, at man har brug for en øl at styrke sig på? Nej vel. Men som jeg gik ned af den mørke og kolde boulevard følte jeg mig ikke bare som en ussel synder, jeg følte mig også svigtet. Svigtet af Mikkeller. Hvad var nu det for noget pjat at begynde at brygge øl på 6% alkohol. Der er jo langt fra procenter nok i den slags tøseøl, til at en voksen mand kan glemme bare et par af de problemer, der tårner sig op på alle sider af ham. Nå, men ned det skal den sgu, tænkte jeg ved mig selv, da jeg stod våd og kold og kiggede på den nyerhvervede All Others Pale.
Da jeg stod med den ravfarvede og rigtigt flot skummende ale i et glas, slog det mig pludseligt, at det hele måske ikke var så sort alligevel. All Others Pale er en sjældent lækkert duftende ale. Og dens smag lever helt op til duftindtrykket. Første indskydelse er grapefrugt – masser af citrusfrugter og en lang, lang lækkert forfriskende let bitter eftersmag. På etiketten kan man læse, at All Others Pale er en bælleøl, og for os, der aldrig har haft problemer med at bælle nogle af de andre Mikkellerøl, kan det måske virke som et malplaceret udsagn, men efter at have drukket en All Others Pale, forstår jeg godt hvad der tænkes på. Øllet ligger let i maven, faktisk så let, at jeg tror jeg smutter ned i KIHOSKH efter en mere.
Dette blogindlæg er oprindeligt publiceret på
Kihoskh.dk
På Kihoskh.dk finder du en masse blogindlæg om øl, en konstant voksende øldatabase, et hav af ølanmeldelser og nogle af byens bedste øltilbud.
Kihoskh.dk
Subscribe to:
Post Comments (Atom)
No comments:
Post a Comment